Taks er kendt for at kunne blive meget gammel. Verdens ældste træer er næsten altid nåletræer, og dertil hører også helt sikkert et par af disse smukke eksemplarer. Taks kan med årene nå op i en betydelig højde til trods for den langsomme vækst. Planten beholder træets oprindelige form og udvikler sig ikke som de planter, man normalt ser i en takshæk. Men her er beviset: taks er stærke, pålidelige hækplanter, som du vil have glæde af mange år fremover. Lad os fortælle dig lidt mere om de største og ældste takstræer i verden.

Det er vanskeligt at beregne den nøjagtige alder på en taks
Det er sværere at beregne alderen på en taks end på mange andre plantesorter. På de fleste træer kan man tælle årringene, eventuelt ved hjælp af kulstof 14-datering. Hvis taksens stamme har en omkreds på over 5 meter, mangler kernen ofte. I så fald er der tale om et hult træ. Det betyder, at der ikke findes nogen måde, hvorpå man nøjagtigt kan fastslå træets alder. Det vil altid være et skøn på baggrund af taksens omfang, den forhåndenværende dokumentation og eventuelle detaljer fra træets omgivelser.
Hvis de nedenstående træer ikke havde været så gamle, ville de aldrig have været så høje eller brede. Vi kan derfor med sikkerhed sige, at der er tale om ældgamle træer, og at du med en hæk af disse planter skaber en smuk haveafgrænsning med en ualmindelig lang levetid. Nogle gange kan der opstå uenighed om den skønnede alder. Andre gange kan frøets spiring fastslås helt nøjagtigt. Kimen til den ældste, nulevende thuja i den canadiske provins Ontario blev lagt i året 688. Takstræerne på denne side er formodentlig en hel del ældre.

Llangernyw Yew i Wales
Llangernyw Yew i den nordlige del af Wales er i mange henseender en unik taks. Det er måske Europas ældste træ. Med en højde på 13 meter og en stamme med en omkreds på 10,75 meter målt ved jordoverfladen er det givetvis et af de største eksemplarer af slagsen. Stammen er blevet tvedelt i årenes løb, og derfor ser det ud som om, der er tale om to enorme nåletræer. Dette eksemplar af almindelig taks eller Taxus baccata kan dog ikke desto mindre stadig fremvise et hav af tætsiddende, mørkegrønne nåle.
Det skønnes, at Llangernyw Yew-taksen er flere tusinde år gammel. De fleste eksperter går ud fra en alder på mellem 4000 og 5000 år. Hvis det er sandt, er denne taks et af verdens ældste træer. En stor del af dokumentationen er dog baseret på gamle sagn og fortællinger, der ikke altid er helt pålidelige. Ifølge de mest forsigtige skøn er Llangernyw Yew-taksen mindst lige så gammel som den kirkegård, den står på, og det betyder, at træet er mindst 1500 år gammelt.
I halvfemserne af forrige århundrede var Llangernyw Yew-taksen i fare. Man havde anbragt den lokale kirkes olietank mellem den tvedelte stamme. Inden da havde man fjernet en stor del af det døde ved, hvorved det var endnu sværere at beregne nåletræets alder. Da man havde fjernet tanken, viste stedet sig heldigvis ikke at være særlig forurenet, og den dag i dag knejser Llangernyw Yew-taksen stadig med sundt løv.
Gümeli Porsuğu i Tyrkiet
Gümeli Porsuğu-taksen er et eksemplar af sorten Taxus baccata, og den vokser i den nordlige del af Tyrkiet i nærheden af byen Zonguldak ved Sortehavet. Da træet står i et naturområde og har været uberørt af menneskelig indgriben, har det fået lov til at vokse sig stort og stærkt og har nu en højde på ca. 26,50 meter. I 2016 fastslog en forsker fra Karadeniz Tekniske Universitet i Trabzon efter en undersøgelse af årringene, at Gümeli Porsuğu-taksen på daværende tidspunkt måtte være ikke mindre end 4112 år gammel. Hermed var den det ældste træ i Tyrkiet og et af verdens 5 ældste træer.
Få år senere opstod der kritik af instituttets undersøgelsesmetoder. Man havde ikke talt årringene, men der var foretaget et skøn på basis af afstanden mellem årringene i en borekerne, træets omfang og takssortens voksetempo. Da træet ikke har nogen kerne, og unge takstræer vokser hurtigere end gamle eksemplarer, kan der absolut sættes spørgsmålstegn ved undersøgelsesresultatet. Det fremgik af senere undersøgelser, at træet sandsynligvis er ca. 1500 år gammelt, men den virkelige alder kan sagtens være henimod 2000 år.
Andre unikke takstræer
Det skotske Fortingall er hjemstavn for en Taxus baccata, og den har der været mange diskussioner om op gennem årene. Stammens omkreds er på over 17 meter, hvilket implicerer, at der er tale om et gammelt træ, men det er også muligt, at træet består af flere sammenvoksede stammer. Der huserer mange skrøner om træets nøjagtige alder. Lokale sagn spænder fra en alder på 2000 og helt op til 9000 år. De seneste undersøgelser viser, at træet sandsynligvis er 2000-3000 år gammelt. Den såkaldte Fortingall Yew-taks er stadig sprællevende, men har de seneste år lidt af turisternes interesse, da folk tager dele af træet med hjem som souvenir.
Hvis man kun ser på træernes omfang, står der en hel del imponerende takstræer i Storbritannien. Ved Belvoir Castle, i nærheden af det engelske Nottingham, kan man beundre en over 28 meter høj taks. Sydengelske Ashburnham og Calne kan prale af eksemplarer på godt og vel 27 meter. Man finder også usædvanligt store takstræer på det europæiske fastland, bl.a. i det nordspanske Aleje, hvor der står en taks med en omkreds på 12,47 meter. Stammen på taksen i det nordfranske Le Ménil-Ciboult er kun 3 centimeter mindre.
Takstræerne på denne side er alle stadig i live. Men da der har vokset nåletræer på vores kontinent i mange tusinde år, er det muligt, at der måske engang har eksisteret endnu større, bredere eller ældre eksemplarer.